Bestyrelsen

Referat af bestyrelsesmøde Skåde Rideklub 25. november 2016

Dato: Fredag den 25. november 2016 kl. 19.00

Sted: Hos Skåde Rideklub, Rytterstuen

Deltagere: Mette ThomsenChristian Markussen, Anne Pind, Frank Jensen, Linda Raufort samt Tina Østergaard. Tillige var Georg tilstede.

Agenda:

1. Information fra daglig leder:

a. Status daglig stalddrift:

Georg oplyste, han har fået tilbud fra et belgisk firma på foder. Han informerede herom, og det blev bestemt, at Christian og Georg kigger på det. Foderprisen er en anelse billiger end hos vores nuværende leverandør.

Desuden har vi fået henvendelse fra et firma, der vil give os et tilbud på afhentning af mødding. Han kunne desuden levere halm. Christian og Georg kigger ligeledes på dette.

Sluttelig oplyste Georg, at han stadig har lidt frafald personalemæssig. Han mener dog, at vi bør ”kunne holde sammen på det”.  Det optimale ville være, at kommende medarbejder bor på stedet.

b. Boks-status:

Vi har p.t nogle ledige ponybokse. Henvendelse omkring leje af boks bedes ske til vores staldmester, Georg. Se hans mobilnr. på hjemmesiden. 

Bestyrelsen opfordrer alle på Skåde til at udbrede informationen om ledig boks.

c. Vedligehold af folde samt stien rundt om foldene:

Vores arbejdsdag i oktober har afhjulpet beskæringen af buske og træer rundt om foldene og tillige ned langs jordfoldene mod Kronborg. Og vi siger tusind tak til alle der hjalp til denne dag – Vi fik udrettet en masse arbejde.

Desuden oplyste Georg, at han har bestilt et nyt strømhegn, der kan give mere strøm.

2. Opfølgning af ”to do ting” fra sidste bestyrelsesmøde:

Rottefængeren: Georg oplyste, at Rentokil har været på stedet og havde andet gift med. Det er blevet lagt, og Georg kan se, at det virker. Desuden er der sat nye rottefælder op, som ligeledes er effektive. Punktet er opfulgt og udgår på næste referat. 
Sikkerhedshegn/Sveller omkring udendørsbanen skulle repareres og sveller mod grøft på nederste bane skulle rettes op: Opfølgning: Georg oplyste, at samfundstjeneren først kommer i starten af februar, hvorfor disse sidste reparationer m.v. først bliver klaret i februar 2017.
Reparation af huller i stien rundt om foldene: Opfølgning: Christian oplyste, at sagen stadig ligger ved AROS, idet de skal vende tilbage omkring udbedring heraf. 
Undervisningskontrakter ved Anne. Anne oplyste, at alle nu er indgået. Punktet er opfyldt og udgår på næste referat. 
Anne – opdatering af APV (med hjælp fra Georg). Opfølgning: De er i gang. 
Forsikring ved Linda. Opfølgning: Hun er i gang. Georg sender stelnr. på traktorerne til Linda. 
Sti over til Kronborg: Opfølgning: Christian og Frank får en aftale i stand. 
Letvægts cavaletties: Christian har bestilt dem. Og forventer de kommer i uge 49. Desuden har han bestilt ny vandgrav til den nederste bane – en gummimåtte. Punktet er opfulgt og udgår på næste referat. 
Vores fastnet telefon på kontoret er nu taget ned og nummeret er opsagt. Derfor også fjernet fra hjemmesiden. Punktet er opfulgt og udgår til næste referat.
Reparation af hul i mur ved elevstalden. Opfølgning: Sagen ligger stadig ved AROS, de skal vende tilbage.
Reparation af træterrasse: Opfølgning: Georg oplyste, at tømreren har givet bud. Dog mener AROS, at der skal lidt mere til for at få den repareret. Så AROS arbejder på det og vi ved p.t. ikke, hvor langt de er – både med hensyn til tilbuddet/pris, og hvornår det evt. skal istandsættes. 
Mht. til træfældning ved den lille ridehal og op mod Henrik: Opfølgning: AROS afventer, at der kommer et tilbud, som de kan acceptere, oplyste Georg.
Lys ved mødding: Opfølgning: Det er etableret. Og med ur på. Georg oplyste, at der fortsat mangler lys i vognly og i hans værksted. Desuden skal der igen kigge på uret i den store hal i forhold til lyset.

3. Økonomi / Budget opfølgning:

Christian oplyste, at vi er med jf. budgettet, dog ikke helt på samme niveau som på samme tidspunkt sidste år.

Medlemstallene ser fornuftigt nu. 

Alt i alt er vi med og et nulresultat ser fornuftig ud.  

4. Personale:

Intet nyt. 

Georg oplyste, at han har lidt udfordringer mht. til julen. Han mangler stadig en, der kan tilknyttes stedet mere jf. også pkt. 1.a. 

5Rideskolen:

Der blev givet stor ros til vores rideskoleleder, Sarah fra flere af vore forældre til børn på elevskolen.

Der blev henstillet til, at man ikke bruger det varme vand fra toiletterne til at lave mash til sin hest/pony. Der er blevet set, at vaskene og gulvet i toiletterne ved rytterstuen er meget svinet med mash. Man skal gå over i privatstalden for at lave det, idet der står en el-kedel i det lille rum med rengøringsmidler. Rummet ligger lige ved siden af toilettet.

Desuden oplyste Linda, at hun har et par ryttereder venter i kø til at få part på vore elevheste.  

6. Privat undervisning:

Intet nyt.  

7. Udendørsbaner:

Det kan kort oplyses, at vi afventer svar fra kommunen her i december måned om et tilskud. Der vil blive informeret herom, når vi har det på plads. Som tidligere nævnt skal vi i gang med den nye udendørs elevbane i foråret 2017. 

8Certificering:

Mette Thomsen og Anne Pind har haft møde med medarbejder fra Dansk Rideforbund mandag den 28. november 2016 omkring vore certificeringer. Det kan oplyses, at vi er blevet re-certificeret i ”Organisering” og ”Sikkerhed”. Desuden kan det oplyses, at repræsentanten fra DRF synes, vi havde et helt fantastisk sted på Skåde ;-). 

9. Indkomne forslag:

Der er indkommet et forslag om fri undervisning om søndagen, udover at vi også har fri undervisning om fredagen. Dette blev vendt og drejet, dog blev konklusionen, at vi ikke vil ændre på dagene på nuværende tidspunkt, da der er flere, der netop benytter fredagen til fri undervisning. Men hvis der er en fælles stemning for, at den rykkes til om søndagen, så kan vi tage spørgsmålet op igen. Det vil desværre ikke være muligt at udvide ordningen. Mette Thomsen uddyber gerne mundtligt ;-)

10. Sikkerhed:

Intet nyt.

11. Nyt fra distriktet / DRF.

Mette oplyste, at der er julefrokost den 5. december 2016 på Vilhelmsborg. Dog var den ingen fra bestyrelsen, der havde mulighed for at deltage.  

12. Udvalg:

Cafeterieudvalgt – Linda slog igen et slag for, at hun MEGET gerne vil have flere hjælpere til stævnerne. 

Det blev pointeret, at hjælperne skal selv gøre rent i køkkenet efter sig – dvs. borde, skabe, ovn, toaster m.v. da rengøringspersonale ikke gør disse ting. De støvsuger, vasker gulv, tømmer skraldespand m.v. Linda har noteret sig dette i forhold til planlægningen ved de fremtidige stævner.  

13. Markedsføring

Intet nyt.  

14. Aktiviteter, kurser / udvalg m.m.:

Mette oplyste, at der er klub dressur stævne søndag den 11. december 2016. Der kommer opslag op herom. OG som vanligt mangler vi hjælpere. 

Desuden skal vort Pony/Junior udvalg have stor ros for det netop afholdte elev stævne – det var super godt arrangeret. Tovholderne var specielt Anna, Julie, Mathilde og Pernille Brun – speciel tak til jer. Det var en dejlig dag for ryttere samt deres familier. 

15. Sponsor / ekstra indtægter – sponsorpriser:

Frank oplyste, at han har kontaktet vores nuværende sponsorer, der har bannere oppe at hænge i vores haller for at høre omkring forlængelse. I skrivende stund har han ikke fået positive tilbagemeldinger.  

16. Eventuelt:

Linda oplyste, at klubtøjet nu kan bestilles igen og seneste frist er lørdag den 3.12. 2016 for at det kan nå at komme frem inden jul.

Desuden oplyste Mette at DRF har 100 års jubilæumsdag – den 23. juli 2017. Og vi får tilsendt et flag, der skal hænges op for at fejre dette.  

Næste møde inden vores generalforsamling bliver onsdag den 25. januar 2017 kl. 19.30 hos ? (endnu ikke afklaret).

Linda medbringer brød. 

Referent:

Tina Østergaard

Sekretær, Skåde Rideklub

Referat af bestyrelsesmøde Skåde Rideklub 28. september 2016

Dato: Onsdag den 28. september 2016 kl. 19.30

Sted: Hos Tina Østergaard, Højbjerg

Deltagere: Mette Thomsen, Anne Pind, Frank Jensen, Linda Raufort samt Tina Østergaard. Tillige var Georg tilstede. Christian Markussen var fraværende.

Agenda:

1. Nye billeder.

Der blev taget nye billeder af bestyrelsen, som bliver opdateret på hjemmesiden.

2. Information fra daglig leder:

a. Status daglig stalddrift:

Georg oplyste, at det stadig kniber lidt med at få weekendvagter. Han har dog kontakt til 2 personer, som skal have en ”prøve-weekend”. Vores ønske er, at vi gerne skulle have en stabil personalestab, og specielt også i weekenden.

Georg har desuden haft et par samfundstjener ansat, hvor den ene bl.a. har arbejdet på jordfoldene med færdiggørelse af hegnet.

Desuden oplyste Georg, at sikkerhedshegnet på springbanen er sat op men ikke fikseret endnu. Samfundstjeneren kommer i oktober, hvorfor det færdiggøres, når han er tilbage igen.

Desuden oplyste Georg, at der skal fældes træer op mod Henrik samt ind mod den lille ridehal, og vi håber på, at det vil ske om formiddagen, hvor rideskolen ikke er i gang. Det er AROS, der sørger for dette.

Desuden kunne Georg oplyse, at der har været en tømrer forbi for at måle op til en ny træ-terrasse ved rytterstuen. Desuden gøres det opmærksom på, at hegnet er ustabilt, hvorfor der bliver sat opslag op, at man ikke skal stå/hænge op af hegnet. Tina sørger for dette.

b. Boks-status:

George oplyste, at vi p.t. har et par ledige bokse.

c. Vedligehold af folde samt stien rundt om foldene:

Georg skal nok få klippet omkring foldene - både træer og græs. P.t. har han sin opmærksomhed på at få jordfoldene intakte og brugbare igen.

3. Opfølgning af ”to do ting” fra sidste bestyrelsesmøde:

  • Rottefængeren – og evt. låg til fodervogn – Opfølgning: Georg afventer besøg af person fra Rentokil, så Georg kan vise ham, hvor udfordringerne er. Mht. låg til fodervognen oplyste Linda, at hun kender en, der kan lave et låg i en tynd plade, hvorfor der vil komme en sådan på et tidspunkt.
  • Sikkerhedshegn/Sveller omkring udendørsbanen skulle repareres og sveller mod grøft på nederste bane skulle rettes op – Opfølgning: Se pkt. 1.a. mht. til sveller / sikkerhedshegnet.
  • Sti rundt om foldene og træer skulle klippes givne steder. Opfølgning: Se pkt. 1.c. mht. til klipning af buske og græs. Mht. til hullerne i stien, så står der stadig ”advarselstrekanter” ved hullerne. Christian skulle tale med AROS om reparation af hullerne, så vi afventer info herom til næste møde.
  • Undervisningskontrakter ved Anne. Opfølgning: Den kommer på fredag, oplyste Anne.
  • Anne – opdatering af APV (med hjælp fra Georg). Opfølgning: Den kommer.
  • Opsigelse af fastnetabonnement ved Frank. Opfølgning: Det bliver gjort til næste gang. Husk at give Tina besked, da telefonen skal tages væk fra kontoret.
  • Forsikring ved Linda. Opfølgning: Hun er i gang..
  • Sti over til Kronborg – er der status. Mødet afventet p.t. af blive afholdt.
  • Klub-tøj – Linda har fået tilsagn fra en forældre – Lisa Staarup Tolstrup. Det er bestyrelsen meget glade for.
  • Letvægts cavaletties. Opfølgning: Christian skulle indkøbe, og de er på vej.
  • Evt. en ny underviser til lørdagsholdene ved Mette. Opfølgning: Der er kommet en ny underviser til lørdagsholdene. Hun hedder Tanja Jørgensen og starter 01.10.2016. Og Emma Louise Bonnor Stockmarr er vores nye faste afløsere, og tanken er også, at hun skal undervise i spring om fredagen. Hun skal deltage sammen med Sarah her de næste par fredage. Cecilie Søby starter igen og tager onsdagsholdene fremadrettet. Bestyrelsen byder dem alle velkomne.
    Bestyrelsen beklager den uro, der har været omkring undervisningen her i opstartsperioden efter sommerferien. Desuden kan vi oplyse, at flytning af hold og sammensætning heraf er sket for at få mere homogene hold i forhold til undervisningen og indlæringen.
  • Arbejdsdag – Anne. Opfølgning: Der blev bestemt, at arbejdsdagen bliver søndag den 9. oktober kl. 10.00. Anne sætter opslag op herom.

4. Økonomi / Budget opfølgning:

Christian var fraværende. Dog har han oplyst til formanden, at økonomien er uændret i forhold til tidligere og stabil.

5. Personale:

Se under pkt. 3, idet der her informeres om nyt personale i rideskolen.

6. Rideskolen:

Linda og rideskoleleder, Sarah har haft partmøde med alle parterne. Og der var forskellige punkter, parterne havde spørgsmål til, som blev gennemgået af bestyrelsen, og Linda fik svar på disse og vil viderebringe dette retur til parterne.

7. Privat undervisning:

Intet nyt.

8. Udendørsbaner:

Der bliver stadig søgt flere midler, oplyser Linda. Og som tidligere skrevet forventes arbejdet med ny bund på den udendørs elevbane at gå i gang i foråret 2017.

9. Certificering:

Intet nyt.

10. Indkomne forslag:

Der er kommet forslag fra parterne, om ridetiden for parterne i ferie og på helligdage kan følge lørdagsridetiden. Dette er desværre ikke muligt, da staldvagterne skal have hestene på fold. Hestene kommer ikke på fold om lørdagen, derfor er muligheden der om lørdagen. 

11. Sikkerhed:

På partmødet blev sikkerhedsreglerne genopfrisket for rytterne. Det er samtidig meldt ud til underviserne, at de skal være opmærksomme på, at sikkerhedsreglerne bliver overholdt af alle i rideskolen. Ridehjelm på når man omgås hestene og ligeledes ridevest for ryttere under 18 år. Vigtigt at være obs på at der bæres korrekt fodtøj i stalden.

Desuden henstiller bestyrelsen til, at parter under 16 år ikke rider uden, at der er en voksen til stede. Lørdag eftermiddag kan det ikke forventes, at der er personale i stalden, hvorfor ridning lørdag eftermiddag er på egen risiko.

12. Nyt fra distriktet / DRF.

Mette og Tina var til distriktsrådsmøde på Vilhelmsborg mandag den 19. september. Mette gennemgik kort indholdet af mødet. Til orientering ligger referatet inden på distrikts 12 hjemmesiden, hvor det kan læses – se link: http://www.distrikt12-drf.dk/index.php/distrikt-12/referater-og-nyhedsbreve

13. Udvalg:

Anne Pinde oplyste, at Marika er blevet ”automat-bestyrer” og dermed fremadrettet sørger for indkøb og opfyldning af automaten i rytterstuen. Dejligt, at hun ville tage den opgave.

14. Markedsføring

Intet nyt.

15. Aktiviteter, kurser / udvalg m.m.:

Vi har klub-stævne den 22. og 23. oktober 2016. Linda hænger hjælper-sedler op til cafeteriet.

Desuden rider parterne en tur til stranden sammen med Mette Thomsen lørdag den 1/10.

16. Sponsor / ekstra indtægter – sponsorpriser:

Intet nyt.

17. Eventuelt:

Lys på masten ved møddingen fungerer ikke optimalt i forhold til tænd/sluk funktionen ved mørkets frembrud. Georg tager kontakt til elektriker samt får ligeledes elektrikeren til at få lavet lyset i værkstedet. 

Dato for næste bestyrelsesmøde blev fastsat til fredag den 25. november 2016 kl. 17.00 i rytterstuen.

Referent:

Tina Østergaard

Sekretær, Skåde Rideklub

Referat af bestyrelsesmøde Skåde Rideklub 24. august 2016

Dato: Onsdag den 24. august 2016 kl. 19.30

Sted: Hos Christian Markussen, Højbjerg

Deltagere: Mette ThomsenChristian Markussen, Anne Pind, Frank Jensen, Linda Raufort samtTina Østergaard. Tillige var Georg tilstede.

Agenda:

1. Information fra daglig leder:

a. Status daglig stalddrift:

Georg oplyste, at driften nu er i gang igen og påpegede, at alt foder hører til i laden og ikke i stalden. OG HUSK at når man får stillet foder over i laden i sække, så SKAL man med det samme sørge for at få det over i lukkede beholdere – så der ikke ”opfordres” til rottebesøg.

Der opfordres til, at alle kommer direkte til Georg og oplyser herom, når noget går i stykker og med det samme.

I forhold til stedet og vedligehold, foreslog Christian, at vi har en ”nul-tolerence”– dvs. vi får evt. reparationer udbedret hurtigst muligt. Det blev bestemt, at dette bliver prioriteret, så vi til stadighed har en ryddelig og vedligeholdt rideskole. Der bliver lavet status på dette i løbet af det næste halve år, hvorledes omkostningsniveauet for dette udarter sig. Georg vil primært bruge onsdage på disse evt. arbejder/vedligeholdelser. 

Møddingen – den er netop blevet tømt - Der har været mange fluer grundet den fyldte mødding.

Rotter – Rentokil checker løbendeog vi får rapporter. Georg siger, at vi skal tage stilling til, om vi skal have andre rottefælder, da dem har p.t. ikke er godkendt. Georg hører, hvad rottefængeren siger før beslutningen tages om nye fælder.

Mette forslog, at vi får et låg over fodervognen, således at evt. rotter ikke kan gå i fordret. 

Græsspringbanen. Her foreslog Christian, at vi fik nogle at de gamle spring fast sat op på banen i en periode, så springrytterne kunne bruge springbanen. Dette blev godkendt. Man kan træne deroppe – dette gælder dog kun rytter over 18 år eller børn ifølge voksne. 

b. Boks-status:

Netop nu har vi en enkelt ledig ponyboks. Anmodning om boks sker blot ved henvendelse til Georg, vores staldmester.

Mette giver besked til Facebook, og Tina giver besked til webmaster herom.

c. Vedligehold af folde samt stien rundt om foldene:

Georg mente, at vi skal få ordnet hegnet ved foldene, når rørene er lagt ned. Georg er blevet oplyst om, at man forventer, at rørene er lagt nede i næste uge. Han er så dog ikke blevet orienteret om, hvornår hegnet er færdigetableret. Georg vil forslå håndværkerne, at der bliver sat stolper ned langsmed grøften og ved leddene. Resten kan vi selv gøre – dvs. sætte stolper og hegn op langs foldene. 

Stien rundt om foldene – her skulle AROS kigge på det, så vi kunne få fyldt ”stenskredet” opDet er ikke lavet, og Georg sætter røde advarselstoppe op, så man kan se hullerne. Georg taler med AROS herom.

Linda foreslå, at træerne omkring stien givne steder bliver klippet. Georg sørger for dette. 

Desuden kan de oplyses, at foldene ved masten – ned mod Lund – deles op igen. Dette sørger Georg for sker snarest. Tina sætter opslag op herom igen. Perioden bliver fra 01.10.16 til 30.03.2017. Og man må benytte foldene max. 3 timer ad gangen. 

2. Evaluering af sommeren og evt. ændring i forhold til næste år:

Nedvaskning af staldene er foregået meget fint i år, så det er dejligt. 

Ridelejr – Ridelejren har været en stor succes og med stor tilslutning og alt fyldt op. Det blev noteret, at der ikke skal ske nedvaskning af elevstalden samtidig med ridelejr. Det giver for meget uro.

3. Økonomi / Budget opfølgning:

Christian gennemgik regnskabet indtil nu. Og det ser fint ud, og vi holder os til budgettet. Christian siger, at vi er udfordret mht. halmprisen – vi skal længere ned i pris. Georg er OBS på det. 

Medlemstallet er steget, hvilket vi er glade for. 

Georg oplyste, at begge maskiner har været til service uden de store bemærkninger og blev godkendt. 

4. Personale:

Georg oplyste, at vi får 2 samfundshjælpere her i næste måned. Og det ser lovende ud, mener Georg, så vi kan få ryddet op mv., klippet grøfter. SI skal desuden komme og klippe ned langt vejen fra Hørretvej og op til rideskolen og langs banerne.

5Rideskolen:

Linda holder snarest møde med parterne og rideskolelederen for status omkring partordningen, hvordan det går m.v. 

Tina opdaterer brochure og opslag med ny rideskoleleder. 

Mette har aftale med en mulig ny underviser til lørdagsholdene. Der meldes tilbage med status senere. 

Desuden oplyste, Mette, at der er stor efterspørgsel på prøvetimer til elevskolen, hvilket er dejligt. 

Telefonen til rideskolelederen er gået i stykker. Mette køber en ny til hende. Desuden bliver der telefontid til rideskolelederen, og det bliver mandag, tirsdag og torsdag fra kl. 14.00-15.30.

6. Privat undervisning:

Der bliver privat pony undervisning tirsdage kl. 15.00 med gymnastik, bom træning m.v. Dette sker ved vores rideskoleleder, Sarah. Og undervisningen vil ske, inden elevholdene starter.

7. Udendørsbaner:

Linda søger hos Anlægsfonden for yderligere tilskud til nye baner samt hos andre fonde. 

Christian sender tilbud på banerne til Georg, Mette og Linda, når disse er modtaget. 

Tilskuddene bliver søgt hos andre fonde som supplement til tilskuddet fra Købmand Herman Sallings Fond. Som tidligere nævnt påregner vi at få lavet banen/banerne til foråret. 

8Certificering:

Intet nyt. 

9. Indkomne forslag:

Der er blevet forespurgt på udlån af cafeteriet til fx konfirmation – det blev besluttet, at det ikke kan godkendes.

Støtte til ridende hold: 

Vi har fået flere henvendelser fra ryttere, der ønsker at ride under Skåde Rideklub til fx DM dressur pony m.v., således at Skåde Rideklub betaler startgebyret. Og vi får reklameværdien. 

Det blev besluttet, at vi tager stilling til dette fra sag til sag, idet vi dog skal oplyse, at vi kun i begrænset omfang har mulighed for at bevillige økonomisk støtte til dette. Rytterne skal komme med en skriftlig ansøgning

Vi har give accept til følgende:

DM Hold dressur, pony
Distriktsmesterskab Hold spring, pony 
DM Hold dressur, hest 

10. Opfølgning af ”to do ting” fra sidste bestyrelsesmøde:

Reparation af mur ved elevstalden. Opfølgning: Christian tager fat i AROS. 
Sveller omkring udendørsbanen skulle repareres og sveller mod grøft på nederste bane skulle rettes op – v. Georg fra referat i april 2016Opfølgning: GEORG oplyser, at vi næsten er ved at være i mål med den nederste bane. Der skal indkøbs flere jernstolper, der skal bankes ned. Han forventer færdiggørelse i løbet af september.
Undervisningskontrakter v. Anne. Opfølgning: Mangler stadig én og får det klaret.
Anne – opdatering af APV (med hjælp fra Georg) – Opfølgning: Er under udarbejdelse.
Opsigelse af fastnetabonnement ved Frank – Opfølgning: Frank siger abonnementet op og gir besked til Tina, når det er sket, da fastnet telefonen så tages ned.
Forsikring ved Linda – Opfølgning: Forsikringerne er næsten på plads, og mappen med alle vores forsikringen skal sættes over på kontoret. Gøres snarest. 
Linda søger tilskud hos bankerne. Opfølgning: Jf. pkt. 7 er Linda i gang med dette. Og vil bla. søge om tilskud til letvægts cavaletties, Har desuden søgt TRYG omkring sikkerhedsgodkendte ridehjelme, som vi desværre netop har fået afslag på. Vi søger dog igen, da fristen for overgang til de nye hjelme er blevet udsat (se pkt. 12)
Sti over til Kronborg – er der status – v. Christian. Opfølgning: Dette blev gennemgået og det blev aftalt, at der skal tages et møde med Kronborg herom.  
Klub-tøj – Opfølgning: Linda forhører sig, og der bliver forhåbentlig fundet rette person, som kan oplyses til næste møde. 
Letvægts cavaletties – Christian skulle indkøbe – Opfølgning: Christian har kigget på forskellige. Vender det med Georg og får det indkøbt. 

11. Sikkerhed – herunder godkendte ridehjelme:

Vores hjelme til elevskolen skal selvfølgelig være de godkendte ridehjelme, og p.t. opfylder vores nuværende ridehjelme til udlån rideforbundets krav.

12. Nyt fra distriktet / DRF:

Mette oplyste, at der er møde i distriktet mandag den 19.09 på Vilhelsmborg. Mette og Tina tager af sted.

13. Udvalg:

Cafeterieudvalget skal have besked om stævner i god tid fra stævneudvalget, således de kan gå i gang med planlægning og hvervning af folk til at hjælpe. 

14. Sportslig nyt:

Vi kan oplyse, at vi har følgende hold som stiller op i DM: (jf. også pkt. 9)

DM Hold dressur, pony
Distriktsmesterskab Hold spring, pony 
DM Hold dressur, hest 

15. Aktiviteter, kurser / udvalg m.m.:

Mette oplyste, at vi holder dressurstævne for hest og pony lørdag og søndag den 22. og 23. oktober. 

Mandag, tirsdag og onsdag i efterårsferien – dvs. uge 42 er der kursus med vores rideskoleleder – bl.a. enetimer i dressur. 

Søndag den 11. november er der elev-stævne.

Søndag den 11. december er der klubstævne, dressur.

Der kommer mere info på hjemmesiden og opslag. Mette sørger for at få det opdateret. 

16. Sponsor / ekstra indtægter – sponsorpriser:

Intet nyt. – se under pkt. 7 omkring søgning tilskud.

17. Eventuelt:

Arbejdsdag – Anne arrangerer arbejdsdag først i oktober og hænger opslag op herom. 

Rygning – det eneste sted, der må ryges, er ude foran indgange til privatstalden og ude foran elevstalden. Det er FORBUDT bag stalden over mod hingstefolden, da der ligger wrap.

Belinda har valgt at stoppe sit arbejde med driften af automaten i rytterstuen. Bestyrelsen takker for Belindas store og mangeårige indsats. Der er fundet ny afløser til dette.

Pga. rørlægningen langs foldene ved stien over mod Oddervej, bedes alle jer, som kommer på cykel eller med bussen, og som normalt bruger adgangsvej fra Kronborg over til Skåde Rideklub, gå uden om indtil arbejdet er udført, da der i øjeblikket køres med store maskiner, og det kan være yderst farligt, hvis man kommer mellem dem. 

Til info kan oplyse, at der er kommet et lovforslag til Hesteloven 2020, der ændrer Hesteloven 2020 til den ”gode side”.

Alle skal være OBS på, at ens hestepas SKAL ligge i ens staldskab, så de kan forevises på forlangende, hvis Fødevarestyrelsen kommer forbi Skåde. Alle skal have kodelås til deres skabe og ens kode skal indgives til Georg. 

Dato for næste bestyrelsesmøde blev fastsat til 28. september 2016 kl. 19.30 hos Christian. Tina medbringer brød.

Referent:

Tina Østergaard

Sekretær, Skåde Rideklub

Referat af bestyrelsesmøde Skåde Rideklub 3. juni 2016

Dato: Fredag den 3. juni 2016 kl. 17.00. 

Sted: Skåde Rideskole, Rytterstuen.

Deltagere: Mette Thomsen, Christian Markussen, Anne Pind, Frank Jensen, Linda Raufort. samtTina Østergaard. Tillige var Georg tilstede.

Agenda:

 1. Sommerferie plan for stalden.

Georg oplyste, at han har lavet plan for sommerferien med bemandingen. Desuden oplyste han, at ijuni måned er der en del praktikanter og samfundstjenere på stedet, hvorfor der således er godt besat med personale i stalden. Det er godt i ugerne op til rideskolen går på ferie. Ogweekendvagterne ligger også fast i sommerferien. 

Harvning og evt. vanding af baner kommer ind under morgenarbejdet i stalden. Og det bliver primært Kjeld, der sørger for dette. Georg vil drøfte dette med Kjeld fra uge til uge.

 Desuden kan det oplyses, at nedvaskning af staldene vil ske løbende i løbet af juli måned. Pensionærer skal derfor tage deres dækkener ned af dækkenholderne i stalden inden den 1. juli 2016. I modsat fald vil dækkenerne blive fjernet.

 Mht. til fodring i juli måned, vil der blive givet hø/wrap, når der bliver fordret til aften – dvs. fodring vil ske ligesom i weekenderne. 

 Tina laver opslag om nedtagning af dækkener og aftensfodring i juli måned.

 Georg sørger for at hænge ferieplanen for stalden op på opslagstavlerne. 

2. Rideskolen:

Mette Thomsen oplyste, at belægningen på rideskolen er pæn. Evt. indkøb af nye elevheste vil der først blive taget stilling til, når elevskolen starter op efter sommerferie, hvor behovet kan vurderes. 

 Mht. ny rideskoleleder er vi glade for at kunne præsentere Sarah Birkmose Nielsen, idet hun er ansat til denne stilling med start pr. 01.08.2016. Ninna oplærer hende i arbejdet med elevskolen, herunder tillige den administrative del m.v. 

Sarah Birkmose Nielsen har bla. været elevskoleleder i 6 år på Skanderborg Ridecenter, har startet Prix st Georg, undervist på alle niveauer op til M/PSG – læs meget mere om Sarah på opslaget, som der er hængt op på tavlerne. 

Bestyrelsen har været meget glade for Ninnas hjælp her i overgangsperioden med elevskolen – Det har været dejligt, at hun ville tage det ansvar. Og vi ønsker Ninna al mulig held og lykke med hendes fremtidige studie.

3. Udendørsbaner

Det er med MEGET stort glæde, vi kan offentliggøre, at vi har modtaget kr. 500.000,- fra Salling Fonden til renovering af bundene på vores udendørsbaner. Nedennævnte offentliggørelse af donationen er godkendt af Salling Fondene og bliver lagt på vores hjemmeside. Desuden sørger vi for at få det offentliggjort via pressemeddelelser i diverse aviser m.v. 

500.000 kr. til renovering af ridebaner på Skåde Rideklub

Salling Fondene donerer 500.000 kr. til istandsættelse af de udendørs ridebaner på Skåde Rideklub. Det giver rideklubben mulighed for at øge sikkerheden og komforten for både hest og rytter.

I Skåde Rideklub bliver livet som rytter og hest nu endnu bedre. Med donationen fra Købmand Herman Sallings Fond på 500.000 kr. ønsker klubben at forbedre forholdene for bl.a. de helt unge ryttere i klubben, da de udendørs baner istandsættes. Tillige betyder donationen, at hestevelfærden for vore heste forbedres grundet de nye ridebaner. 

    ”Donationen skal gå til hjælp til renovering af vore udendørs baner – herunder en elev-bane, hvor alle vore børn og unge mennesker færdes på og med heste. Donationen muliggør, at sikkerheden for både rytter og hest kan forbedres markant grundet bedre rideunderlag, indhegning m.v. Faktorer, som vi har yderst stor fokus på,” siger Mette Thomsen, formand for Skåde Rideklub.

Skåde Rideklub er smukt beliggende i den sydlige del af Højbjerg og viser med sit store medlemstal allerede i dag vigtigheden af at bevare og højne interessen for ridesporten – både på motions- og konkurrenceplan.

”Det er en kæmpe anerkendelse af vor rideskole og vort arbejde med bl.a. mange børn og unge mennesker,” siger Mette Thomsen. 

Skåde Rideklub, som har eksisteret i over 30 år, fungerer som et samlingspunkt for mange mennesker i lokalområdet. Der er medlemmer i alle aldersgrupper – fra 5 og op til 83 år - og med den store interesse for ridesporten i blandt beboerne i Århus, forventer man at gå en spændende tid i møde.

”Der er ingen tvivl om, at disse forbedringer vil tiltrække flere rideinteresserede til Skåde Rideskole, hvilket glæder klubben. Ridesporten bidrager desuden positivt til børns balance og motorik, og sporten binder mennesker sammen på tværs af alle aldre,” siger Mette Thomsen.

Rideskolen er certificeret af Dansk Rideforbund med bl.a. certifikater i Elevskole og Sikkerhed, hvilket bl.a. indebærer, at klubben har opbindingspladser egnet til op- og afsadling af hestene, at udstyr til hestene er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, børn skal bære ridehjelm ved omgang med hesten og desuden sikkerhedsvest under ridningen. ”Donationen skal være med til at bidrage positivt til sikkerheden på banerne” siger Mette Thomsen.

”Denne flotte gave fra Købmand Herman Sallings Fond vil bestemt styrke både bevægelse, samvær og motion for hesteinteresserede på Skåde Rideklub, og vi forventer færdiggørelse af banerne foråret 2017,” slutter Mette Thomsen.

4. Evt. 

Det blev pointeret, at man ikke må medbringe egne øl og sodavand i rytterstuen. Der er automat med øl og sodavand til billige priser – herved støtter man også sin klub J

Desuden kan det oplyse, at AROS – som ejer bygningerne – kontakter Christina Kronborg for en nærmere aftale / snak omkring adgangsforholdene fra Oddervej til rideskolen for vores medlemmer, så vi kan finde en løsning herpå.  

Dato for næste bestyrelsesmøde blev fastsat til onsdag den 24. august 2016 fra kl. 19.30 hos Christian. Anne tager brød med. 

Referent:

Tina Østergaard

Sekretær, Skåde Rideklub

Referat af bestyrelsesmøde Skåde Rideklub 20. april

Dato: Onsdag den 20. april 2016 kl. 19.30

Sted: Hos Christian Markussen, Højbjerg

Deltagere: Mette Thomsen, Christian Markussen, Anne Pind, Frank Jensen samt Tina Østergaard. Tillige var Georg tilstede. Linda Raufort var fraværende.

Agenda:

1. Information fra daglig leder:

a. Status daglig stalddrift:

Georg mangler personale – se under pkt. 3.

Desuden oplyste Georg, at stien omkring græsfoldene er ikke optimal grundet de store regnskyl, der har været. Der er store huller. Han mener, at for at få stien optimal igen, så skal disse huller graves op, stampes til igen/pakkes godt med stabilgrus og sand. Det blev aftalt, at Georg ringer til en entreprenør for at få et tilbud på reparation og vender det derefter med Christian.

Indluk fra græsfold: Det blev besluttet, at hestene kommer ind til middag, for dem der ønsker indluk fra græsfold. Personalet har ikke mulighed for at lukke ind senere på dagen.

Beslagsmed og dyrlæge: Det blev talt om, hvordan vi kan få håndhævet, at der bliver ryddet op / fejet, når smeden har været der. For at vi alle kan bidrag til at holde staldene pæne og ryddelige, blev det besluttet, at det er hestens ejer, der skal give besked til sin beslagsmed / dyrlæge om at rydde op efter sig. 

Tina sørger for at lave opslag herom og desuden gives besked til Elisabeth, at der skal informeres herom ved udsendelse af næste regning.

b. Boks-status:

Fra 1. maj kan vi fylde elevstalden op, kortstalden er fyldt op. I den store stald bliver der 2 tomme bokse pr. 01.05.2016. Og 3 små græsfolde er ledige.

Georg laver nyt skilt over græsfoldene til ophæng på opslagstavlen.

c. Vedligehold af folde:

Intet nyt. Der er 3 små græsfolde ledige.

2. Økonomi / Budget opfølgning:

Christian oplyste, at i det store og hele er vi fint med på økonomien i forhold til budgettet.

3. Personale:

Personalemæssigt mangler Georg weekendhjælpere. Han er p.t. ved at lære 2 nye personer op. Georg har fået flex-jobbere og en samfundstjener, der skal hjælpe ham. Der blev vendt forskellige muligheder for nyt personale til Georg, og der arbejdes på en løsning.

Vi prioriterer harvningen og vanding af banerne højt og forsøger at finde alternative løsninger nu her grundet personalemangel men således, at det gode niveau for banerne fastholdes.

4. Rideskolen:

Vores rideskoleleder Vibeke valgte at stoppe hos os. Ninna Christensen passer nu rideskolen frem til og med uge 26, hvor vi har afholdt ridelejr. Og hun oplærer desuden den nye rideskoleleder, vi får, idet vi søger ny rideskoleleder til ansættelse pr. 1. august 2016.

Mette Thomsen sætter opslag op og afholder efterfølgende samtaler m.v. 

5. Privat undervisning:

Free-lance undervisningen kører fint.

P.t. mangler vi en til at undervise vore pensionærer, der havde modtaget undervisning af vores netop fratrådte rideskoleleder. Mette har fået henvendelse fra person, som gerne vil undervise, og det blev besluttet, at Mette tager kontakt til vedkommende for uddybende snak herom.

6. Udendørsbaner:

Sveller omkring udendørs elevbane skal repareres, hvilket Georg snarest sørger for.

Sveller mod grøften omkring den nederste udendørs springbane skal rettes op, hvilket ligeledes skal prioriteres højt.

7. Certificering:

Mette oplyste, at pr. 01.06.16 udløber vores 2 årige certificering, Vi forventer, at DRF kontakter os, når vi skal certificeres igen for elevskolen og ridelejr.

Ved ansættelse af ny rideskoleleder, vægter vi højt, at personen har træner 1. uddannelse, således vi kan bibeholde vores certificering for elevskolen hos DRF.

8. Markedsføring:

Der blev talt om, hvordan vi som rideskole markedsfører os selv, således at vi kan tiltrække nye ryttere mv.

Der blev foreslået stævner, springstævner.

Desuden er der facebook og instagram, hvor vi bliver profileret.

9. Opfølgning af ”to do ting” fra sidste bestyrelsesmøde:

  • Georg udarbejder foldplan/motionsplan. – Det er gjort.
  • Undervisningskontrakter – Anne skal få i hus. Hun mangler én kontrakt at få i hus. Sker til næste gang.
  • Linda ville søge tilskud hos banker m.v. Linda var fraværende.
  • Reparation af mur til elevstalden. Linda skulle undersøge om vores forsikring dækker grundet medarbejder er kørt i muren.  Linde var fraværende.
  • Anne – opdatering af APV (med hjælp fra Georg) – Mangler stadig – skal ske nu.  Desuden skal Anne og Georg arrangerer en arbejdsdag.
  • Fibernet og opsigelse af fastnet abonnement på kontoret ved Frank. Frank oplyste, at vi i dag har abonnement ved Telenor. De har skruet hastigheden op, og det bør være blevet bedre. Frank undersøger om Telenor også har fastnet abonnementet til kontoret.
  • Forsikringer ved Linda. Linda var fraværende.

10. Sikkerhed – herunder sikkerhedsveste:

Vi modtog desværre ikke det ansøgte tilskud fra TRYG-fonden til vores sikkerhedsveste, hvilket vi havde håbet på i forhold til udskiftning af alle veste. Vi har talt med rideskolelederen om vestene og grundet det manglende tilskud, besluttede vi, at udskiftning af alle veste bliver sat i bero – i stedet vil vi skifte ud enkeltvis, når behovet er der.

Tina giver besked til tilbudsgivere herom.

11. Nyt fra distriktet / DRF:

Fra 31.12.2016 er det lovpligtig, at man skal ride med nye ridehjelme. Mette undersøger reglerne herom set i forhold til, hvad vi som rideskole skal leve op til.

12. Udvalg:

Intet.

13. Indkomne forslag:

Vi har fået mange henvendelser fra forældre grundet den blokerede sti til Oddervej – over Kronborgs grund. Vi undersøger hurtigst muligt de juridiske forhold og tager en snak med Kronborg for løsning heraf.  

Rideskoleundervisning – Der har været henvendelser, hvad reglerne er ved aflysning af timer på elevskolen. Dette blev gennemgået, og følgende bliver meldt ud via hjemmesiden, hvilket Mette Thomsen sørger for:

Alle vores undervisere er kompetente, ansvarsfulde voksne, som er fyldt 18 år, de fleste har kørerkort og dermed førstehjælps kursus. Alle har interesse for heste og undervisning samt egen ride erfaring gennem en årrække.
Ved sygdom og fravær afløser de faste undervisere hinanden. I de tilfælde, hvor det IKKE er muligt at finde egnet afløsere, da vil undervisningen blive aflyst UDEN refusion. De øvede ryttere vil have mulighed for at ride selv på eget / forældrenes ansvar.

Vi har fået henvendelse angående prisen for holdridning - at den er steget med 20% indenfor de sidste par år. Dette blev gennemgået, og det skyldes, at vores priser tidligere har været for lave, og at vi over det sidste halvandet år nu har tilpasset vore priser, så de matcher niveauet for tilsvarende rideskoler.

14. Aktiviteter, kurser / udvalg m.m.:

Claus Toftgaard blev aflyst grundet for få tilmeldinger.

Vi har elevstævne den 22.maj 2016 i dressur. Tilmelding via klub modul.

Ridelejr i uge 26 med kun få pladser tilbage. Tilmelding via klub modul.

15. Sponsor / ekstra indtægter – sponsorpriser:

Intet nyt.

16. Eventuelt:

Hvem skal stå for klub-tøjet? Mette spørger Lærkes mor.

Vi har tidligere aftalt indkøb af nye, letvægts cavaletties. Dette er endnu ikke sket, og det blev besluttet, at Christian indkøber.

Mette Thomsen har været til generalforsamling i Dansk Rideforbund søndag den 17. april i Kolding. Og hun orienterede kort herom, bl.a. om ændring af sammensætningen af kontingentbetaling.

Der er desuden lavet en ny ridelærer- og berideruddannelse, der træder i kraft pr. 01.08.2016.

Mette har desuden været til distriktsrådsmøde på Vilhelmsborg den 21. marts 2016. Dette orienterede hun ligeledes om.

Hun kunne oplyse, at næste år fylder DRF 100 år, hvilket man ville fejre i DRF. Bl.a. anbefalede de alle klubber til at holde fest næste år den 12. august 2017.

Dato for næste bestyrelsesmøde blev fastsat til fredag den 3. juni 2016 fra kl.17.00 i cafeteriet. 

Referent: Tina Østergaard, Sekretær, Skåde Rideklub

Referat af bestyrelsesmøde Skåde Rideklub 27. januar

Dato: Onsdag den 27. januar 2016 kl. 19.30

Sted: Hos Christian Markussen, Højbjerg

Deltagere: Mette Thomsen, Christian Markussen, Anne Pind, Linda Raufort samt Tina Østergaard.. Tillige var Georg tilstede. Frank Jensen var fraværende.

Agenda:

1. Information fra daglig leder:

a. Status daglig stalddrift:

Intet nyt udover info under pkt. 3. Personale.

Der blev talt om, at regnskabet for driften skulle deles mere op, således det mere tydeligt anskueliggøres i regnskabet, hvad der er drift, hvad der er lønomkostninger, rideskolens del m.v. Det kan dog ikke nå at blive rettet i regnskabet for 2015, men vi håber på, at vi kan få lavet opdeling i regnskabet fremadrettet.

Georg har haft besøg af en folk unge studerende fra Erhvervsakademiet, Århus, som skulle udarbejde en opgave i forbindelse med deres studie. Georg brugte lidt tid sammen med dem, besvarede spørgsmål m.v., og vi har nu fået rapporterne retur. Georg oplyste, at de unge mennesker skal ud og være repræsentanter for fødevarestyrelsen, når de er færdige med studiet.

Sluttelig oplyste Georg, at der skal føres en vandledning fra Beder vandværk til Højbjerg vandværk, og det betyder, at der skal graves op ved vores jordfolde. Georg har talt med entreprenøren og folk fra Århus Vand. Det forventes, at det vil ske her til sommer.

Hestepas – der gøres opmærksom på, at Georg skal have adgang til pensionærerne hestepas, hvorfor dem, der ikke har gjort det, bedes maile koden til deres skab til Georg. Hestepasset skal ligge i staldskabet. Passet skal kunne fremvises umiddelbart til Fødevareministeriet, hvis de kommer på besøg.

b. Boks-status:

Georg oplyst, at vi pr. 01.02 har alle bokse fyldte, så det er dejligt.

c. Vedligehold af folde:

Der er et par græsfolde ledige, så ønsker man en græsfold, så blot henvendelse til Georg.

Christian foreslog, om vi kan lave foldreglerne om for de nederst 3 folde mod Lund. Det blev bestemt, at vi på en prøveordning kan tilbyde, at disse 3 folde kan benyttes op til max. 5 timer om dagen af samme hest. Ordningen kører frem til 1. april 2016. Tina sørger for at give besked til webmaster herom samt lave opslag.

Mette oplyste, at pr. 01.01.2016 er kravet, at der skal foreligge en foldplan. Georg udarbejder denne, så foldplanene kan fremlægges, hvis der kommer kontrolbesøg af Fødevareministeriet.

2. Økonomi / Budget opfølgning:

Christian oplyst, at vi får et positivt nul i regnskabet for 2015. Budgettet for 2016 er ikke færdig p.t. og kommer senere. Bestyrelsen er tilfreds med årets resultat. Regnskabet vil foreligge til generalforsamlingen.

3. Personale:

Mht. personalet oplyste Georg, at vi p.t. har en medarbejder mindre til hjælp om formiddagen. Og p.t. er der 2 piger til at skifte med til weekenden. Georg siger, at vi kommer til at mangle arbejdskraft.

4. Rideskolen:

Vibeke er jo startet 04.01.2016 og er kommet godt i gang både med elevskolen, private timer, møder med parter og pony/junior udvalg.

Astrid og Cecilie fortsætter som underviser på elevholdene. Pi stopper som spring-underviser pr. 01.02.2016.  Mette oplyste, at Astrid overtager spring-undervisningstimerne efter PI. Astrid har bl.a. lørdagsholdene.

Desuden kan det oplyse, at der bliver justeret op i priserne pr 01.04.2016 og kommende priser kan nu ses på prislisten på hjemmesiden. Dog rettes priserne først på klubmodul pr 01.04.2016.

5. Privat undervisning:

Det er bestyrelsen fornemmelse, at der er god aktivitet på undervisningen hos free-lance underviserne. På hjemmesiden under ”Privat undervisningen” ligger et fint overblik over undervisningsplanen. Der har været forespørgsel, om ”Fri undervisning” kunne flyttes til en anden dag end fredag. Dette blev vendt, og konklusionen er, at det ikke kan lade sige gøre, idet der så bliver ”overbelægning” på dagene i forhold til springundervisning, undervisning af free-lance underviserne samt pensionærer, der ikke rider undervisning.

Anne Pind får undervisningskontrakterne i hus, så de er modtaget inden næste bestyrelsesmøde.

Det pointeres endnu engang, at det er underviseren, der har ansvaret for at få samlet klatter op under undervisningen.

6. Udendørsbaner:

Linda oplyste, at hun har sendt ansøgninger ind for tilskud til udendørsbaner.

Anne Pind påpegede, at det er meget vigtigt, at vi får bestemt, hvad der skal ske med banerne – så vi har en plan og også en ”nødplan”.

7. Vedligeholdelsesplan / Prioritering heraf, idet følgende blev nedskrevet ved sidste møde:

Renovering af udendørs elev- og dressurbane – se under pkt. 6. Udendørsbaner.

8. Certificering:

Mette Thomsen oplyste, at sidst i maj får vi besøg fra DRF for kontrol i forhold til de certificeringer, vi har. Mette følger op på, at vi har alle forhold i orden inden besøget.

Vibeke skal på første hjælpskursus her i april.

9. Kommende generalforsamling – hvem er på valg, indkald m.v.:

Mette Thomsen på valg

Christian Markussen på valg

Tina Østergaard på valg

Anne Pind på valg, da hun blev valgt for 1 år.

Linda Raufort på valg

Frank Jensen på valg

Generalforsamlingen bliver afholdt onsdag den 2. marts 2016 kl. 19.00 i rytterstuen. Der bliver sendt indkaldelse ud til medlemmerne via klub-modulet.

10. Opfølgning af ”to do ting” fra sidste bestyrelsesmøde:

Reparation af pumpe – (dør til gang ved rytterstuen) Bliver repareret. Tømreren er bestilt og reparation vil ske i løbet af foråret

Bundstykke ved spejl i den store ridehallen bliver ligeledes udbedret i løbet foråret.

Linda ville søge tilskud hos banker m.v. Er i gang, idet Linda har ansøgninger ude (og også til udendørsbaner) og følger op på frister m.v. og holder bestyrelsen opdateret ved vores møder.

Anne – opdatering af APV. Anne oplyste, at APV endnu ikke er opdateret. Anne og Georg får det færdiggjort, så det er færdiggjort inden generalforsamlingen.

Udlejning af værelser – status ved Frank. Anne oplyste, at alle værelser er udlejet.

Fibernet ved Frank – OG opsigelse af fastnet abonnement på kontoret? Frank var fraværende.

Linda foreslog at indhente et tilbud fra Stofa og derefter taler sammen med Frank herom. Der arbejdes således videre på sagen.

Forsikringer – Er der overblik ved Linda. Ja, det er der, og Linda får det samlet i mappen til kontoret.

11. Sikkerhed – herunder sikkerhedsveste:

Vi afventer de ansøgte fonde før endelig beslutning. Christian taler med Vibeke om kommende løsninger.

12. Nyt fra distriktet / DRF:

Mette Thomsen oplyste, at mandag 21. marts 2016 er der distriktsrådsmøde på Vilhelmsborg. Mette deltager og gerne en mere fra bestyrelsen.

Og der er repræsentantskabsmøde for DRF i Kolding d. 16. og 17. april 2016. D. 17. afholdes der bl.a. generalforsamling i DRF. Mette deltager og gerne en mere fra bestyrelsen.

13. Udvalg:

Pony/junior udvalg arrangerer lidt andre aktivitet sidst i februar, idet elevrideskole stævnet sidst i februar er aflyst.

Der er møde i cafeteriet udvalget d. 23. februar 2016. Desuden oplyste Linda, at der er kommet et par stykker flere med i cafeterieudvalget.

14. Indkomne forslag:

Intet.

15. Aktiviteter, kurser / udvalg m.m.:

Klubstævne, dressur d. 6. marts 2016.

Kursus ved Claus Toftgaard d. 17. april 2016.  Claus Toftgaard er examineret træner, human/heste-fysioterapeut og akupunktør. Claus Toftgaard citeres for ”Jeg tror på, at interaktion mellem hest og rytter er afgørende for forståelsen af hestens evne til at bevæge sig frit og uden ubehag. Smertefri, uindskrænket bevægelse er altafgørende for succes”.

16. Sponsor / ekstra indtægter – sponsorpriser:

Intet nyt, idet Frank Jensen fra fraværende til møde.

17. Eventuelt:

Vi har lige afholdt en vellykket klub fest, hvor overskuddet blev ca. kr. 3.000 + lidt overskydende vin og diverse. Stor tak til festudvalget for en dejlig fest.

Markedsføring – Det blevet besluttet, at punktet fremover skal indgå som et fast punkt på dagsordnen.

Hvem skal stå for klub-tøjet? Vi mangler en person, der vil tage sig af bestilling af klub-tøj. Alle sedler for bestillinger er udarbejdet, så det er en meget nem opgave. Blot at få udskrevet bestillingerne og lagt klar i rytterstuen med deadline i forhold til fristen hos leverandøren, sørger for indsendelse til leverandøren og efterfølgende skal der give besked, når tøjet er kommet. Og dette kan meget nemt ske via klub-modulets informationssite. Så bestemt en nem opgave – Er det noget for dig? Henvendelse til formand Mette Thomsen herom.

Dansk Rideforbunds frivillighedsstrategi- Tina orienterer kort herom. Dog grundet det sene tidspunkt, nåede vi ikke til en yderligere stillingtagen herom. Punktet kan tages op til næste bestyrelsesmøde

Ny billeder af bestyrelsen – Det vil ske til det konstituerende bestyrelsesmøde.

Dato for næste konstituerende bestyrelsesmøde bliver bestemt på generalforsamlingen.

Referent:
Tina Østergaard
Sekretær, Skåde Rideklub

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.07 | 20:50
Forside har modtaget 33
08.07 | 13:35
Dressurtræning har modtaget 1
30.06 | 18:34
Elevheste har modtaget 105
07.06 | 19:42
Springtræning har modtaget 1
Du kan lide denne side